Categories
Blogs Lektiehjælpen (Danish)

Dansk Flygtningehjælps Landsindsamling 2005

Jeg deltog som indsamler i Dansk Flygtningehjælps Landsindsamling 2005 i dag. Det er faktisk første gang jeg har været frivillig indsamler.

Som jeg har skrevet i en tidligere artikel, så var jeg lidt loren ved at skulle stemme dørklokker. Jeg syntes det er at gå lidt for tæt på folk, specielt set i lyset af at der er gået inflation i indsamlinger.

Det viste sig nu at jeg ikke havde grund til bekymring, de fleste steder blev jeg modtaget med velvillighed, der var faktisk kun een der brokkede sig over at der var gået inflation i indsamlingerne. Ingen steder blev døren decideret smækket.

Udover at ca. 1/3 ikke var hjemme/ikke åbnede døren, så var der ganske få der afviste mig totalt, og det var til min store overraskelse overvejende yngre mennesker.

Den sjoveste oplevelse var en dame, der sagde at hun lige havde været nede på pubben for at købe cigaretter, og derfor ikke havde nogle penge. Det var dårlig timing, da hun nu ellers lige var holdt op med at ryge…Så kom hun i tanke om at hun havde nogle 50’ører, og spurgte om jeg ville have dem. Det viste sig at hun havde en hel skål, hvori der også var en enkelt 10’er. Jeg gik videre med en håndfuld mønter.

Det var en flot dag, dejligt vejr, god motion, jeg tog 28 opgange med gennemsnitligt 7,5 hustande pr. opgang, dvs. alt i alt ca. 200 hustande, og slutresultatet var at jeg havde indsamlet 1.025,50 kr. Efter pengene var talt op, så vandt jeg 2 billetter til FCK-AGF ved at raffle en 5’er og en 6’er. Er der nogen der vil med? Det er gode billetter på familie tribunen.

Og så var det jo en nydelse at uddele folderen der er prydet af en yderst nydelig dame, nemlig HKH Kronprinsesse Mary, der er protektor for Dansk Flygtningehjælp. Og hun er faktisk ret aktiv, i slutningen af august var hun på besøg i Frivillighuset på Nørrebro, der er “vores” lokale Frivillighus.

Noget andet, jeg tror virkelig at vi har fået placeret Dansk Flygtningehjælp på landkortet idag, der var en enkelt der ikke havde hørt om det før, medierne har givet os god dækning, og slut resultatet var at de ca. 15.000 indsamlere fik raslet godt 17 millioner kr. ind, det er ny rekord, og meget flot. Og der kan jo komme mere, jeg uddelte foldere til samtlige husstande.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *