I går oprandt så dagen for vores tur til Zoologisk have. Jeg mødte i Mjølnerparken klub 36, hvor vi var tre lektiehjælpere, een af fædrene og ti børn, alle piger. Senere stødte endnu en lektiehjælper til, så vi var virkelig fint dækket ind må man sige.
Jeg fik ansvar for tre piger der går i 4-5 klasse. Det første sted de gjorde stop var slikbutikken, men det er jo nok typisk for børn i den alder.
Herefter gik vi rundt, jeg havde mit kamera med, og som det altid er tilfældet, var de VILDE med at der blev taget billeder, jeg føler faktisk at der er en kultur forskel her, jeg syntes at danske børn på det alderstrin er meget mere tilbageholdende.
Nå, jeg morede mig voldsomt med børnene, selv om vi ikke fik set så meget til dyrene. Nu syntes jeg heller ikke at det var det væsentligeste formål med turen. Det er vigtigt at vi laver den slags ekstra-korrikulære aktiviteter, hvis vi skal nå videre, og vi har, som skrevet tidligere, høstet STOR anerkendelse for initiativet fra fædregruppen – også kendt som Sjakket. En anerkendelse der primært skal sendes til hende der har stået for den praktiske del af arrangementet – DU STYRER!
Efter frokost havde rygtet om “legeonklen” bredt sig, så nu var der pludselig een til pige der ville med i min gruppe. Hjælperen fra fædregruppen advarede mig, men jeg havde da bare styr på det, forsikrede jeg.
Alt gik da også fint, og vi havde fået bevæget os helt hen det yderste hjørne af Zoo, hvor der var en gammel jeep hvor de syntes der skulle tages nogle billeder. Efter det var tiden kommet for at vi skulle mødes med de andre – turen var slut. Så brød helvede løs, først var der en af pigerne der var faldet, og de andre sagde at hun var kommet løbende og havde ramt en træstamme med voldsom kraft, jeg havde ikke set noget, men det virkede alvorligt. Jeg ringede og sagde at jeg havde brug for hjælp…Pludselig var der så intet galt, de havde taget røven på mig – hold kæft en amatør. Nå videre, jeg ringede igen og sagde at det var fis…Straks efter lå en af de andre på jorden og ømmede sig…Hmm det virkede mistænkeligt, men hun havde altså haft gang i noget der så lidt halvfarligt ud, så jeg troede OGSÅ på det…Meen det var OGSÅ fis…Nå kan vi så komme afsted, de andre venter! 10 meter senere, så ligger den tredie pige på jorden, nu var jeg godt træt i hovedet. Det måtte være fis, så jeg ignorerede hende, det trak en del kommentarer fra mange tilskurere – “det tager du rimelig cool det dér” – jeg forklarede situationen, og de kunne bekræfte at hun bare havde lagt sig – “ulven kommer”…
Jeg besluttede mig for at anvende omvendt psykologi, dvs. gå og lade dem være. Jeg tror den havde virket med danske børn, i hvertfald med nogle yngere børn, men de kom ikke rendende. Så gik jeg tilbage – taber!. Nu havde de pjasket med vand, så det så ud som pigen græd, den var altså for tyk! Det var vand over det hele. Endelig kunne vi komme videre – de syntes ikke rigtig at jeg var helt så sjov som før – jeg var godt sur i skralden.
Nu var de andre gået hen til det sted, hvor jeg sagde at jeg havde brug for hjælp med nogle krop umulige unger. I mellemtiden var vi nået hen til hovedindgangen, så vi ventede der. Pigerne spurgte om de måtte gå ind i butikken, naturligvis måtte de det. Jeg gik med dem. De stod og kiggede på nogle småting til 15-20 kr., jeg spurgte om der var noget af det de kunne lide. Men så fik jeg øje på nogle nøgleringe, hvor overskudet gik ubeskåret til at støtte tigerne, det syntes jeg lød OK, så jeg købte een til hver af dem. Nu var det ligefør de skammede sig, een af dem sagde at det kunne hun ikke tage imod, vil du ikke have den. Jeg sagde at det var til dem. De blev glade, og spurgte om jeg kunne tilgive dem, jeg sagde at Allah er barmhjertig og kan tilgive, men at jeg lige i øjeblikket ikke var så sikker på at jeg kunne gøre det 😉 Nej selvfølgelig kunne jeg det.
Meen, jeg skulle have lyttet til hjælperen fra fædregruppen. Han vidste udemærket at lige de 4 sammen var en 4-bande…Det sjove var at det var den 4-de pige, der hele tiden virkede meget rolig, der var katalystoren, hun var også den eneste der ikke skabte sig. Har jeg lært noget? Ja det tror jeg bestemt jeg har.
Vi begav os tilbage til 22-nul-nul MP, og fik afleveret børnene. Men det sidste kvarter af turen havde drænet mig, så jeg var rigtig træt. Jeg besluttede at tage på High-Q for at nyde en Sisha og lidt god øl, det trængte jeg til. På vejen mødte jeg en mand der var faldet, han havde slået hovedet. Jeg prøvede at hjælpe ham hen til sin datter. Da vi var gået et stykke vej, sagde han pludselig at han ikke var “een af de der psykiske syge”, hvortil jeg svarede at “det var jeg”, det kunne han bestemt ikke lide, så da jeg spurgte ham om jeg skulle blande mig uden om, sagde han ja. Oh well “ha’ et godt liv min ven”!
På High-Q faldt jeg til ro med en gang cappuchino Sisha og et par 47. Det var første gang jeg prøvede cappuchino tobak, og det kan bestemt anbefales.
På High-Q faldt jeg i snak med en fyr der også var i IT branchen, et godt menneske, der bare drikker for meget. Men alt i alt var det en hyggelig aften, jeg var hjemme ved 21-tiden, hvor jeg crashede. Jeg skulle jo også noget søndag, hvor Dansk Flygtningehjælp har sin årlige indsamling. – mere om det senere.