Lørdag den 26-November 2005 var der julefrokost i Netværksgruppen…
Det var et fremragende arrangement, som jeg syntes viste at vi er ved at blive en ret fasttømret forening.
Jeg havde taget min PowerBook og projektor med, og havde planlagt at lave en præsentation, der dog var ca. 99% improviseret. Jeg høstede rigtig mange positive kommentarer for mine billeder, som jeg kunne se at mange af lektiehjælperne nød, og jeg fik i øvrigt generel ros for min præsentation. Som havde overskriften:
“Hej, jeg hedder Kim…Jeg er lektiehjælper…For halvanden år siden havde jeg et arbejde, nu er jeg lektiehjælper” – sagt med et smil på læben, og glimt i øjet 😉
Efterfølgende gik de mere standhaftige af os videre i byen, og det var faktisk en hel del af selskabet, endnu et positivt tegn på at vi er ved at blive en rigtig god gruppe, syntes jeg.
Meen hvorfor POKKER kan jeg IKKE finde ud af at gå hjem i ordentlig tid? Jeg er, og har altid været, en “frygtelig” festabe. Generelt kan man regne med at jeg er den SIDSTE der går – giv mig nøglerne så skal jeg nok lukke når jeg går. Tal om “wearing out your welcome” 😉
Men det VÆRSTE var nu at jeg syntes at jeg, om muligt, fik sagt nogle af de dummeste ting jeg har sagt i hele mit liv. Det kan godt være at der ikke er nogle andre der kan huske det, men det kan JEG, desværre…1000x undskyld for min dumhed – som jeg har svært ved at tilgive mig selv for. Nogle af mine synspunkter er vist ret ekstreme, blev jeg klar over.
Har jeg lært noget…Tjah jeg trænger vist til at træne mine sociale skills før jeg bliver sluppet, eller slipper mig selv, fri i byen igen – ihvertfald hvis jeg går i byen med mennesker jeg kun kender ganske lidt, og i øvrigt har tænkt mig at have et fornuftigt forhold til, både på kortere og længere sigt.
Tjah…De mere uhæmmede af børnene i Mjølnerparken (og det siger en del), og visse andre venner, har ret. Nogle gange (ofte?) SPILLER JEG SMART og er FOR MEGET. Det skal jeg lade være med, specielt det med at SPILLE SMART – det er jeg bestemt IKKE – og være mig selv i stedet. Det skal dog ikke forstås sådan, at det fremover vil få mig til at afholde mig fra at “bryde janteloven”, og holde en lavere profil. Jeg kan faktisk godt lide den udgave af mig selv, der ikke er bange for at stille sig op, og lave ting som min præsentation i lørdags. Dette på trods af at det kan virke lettere manisk. Lektiehjælpen er måske ved at blive en besættelse for mig, der grænser til en mani? Jeg skal være ekstra opmærksom på dette faresignal, som en god ven faktisk mindede mig om i dag – jeg er utrolig priviligeret at jeg har SÅ gode venner.