Categories
'i dag' (Danish) Blogs Historier/Stories Livet Psykiatri Sundhed

Tak Bertel

Den 30. oktober 2021 var det min fødselsdag, det var en dejlig dag, som blev tilbragt sammen med den nærmeste familie, noget jeg har haft bedre muligheder for end længe, de seneste par uger.

Dagen bragte også sorg, ildsjælen Bertel Rüdinger gik bort.

Slide fra Bertels præsentation
Slide fra Bertels præsentation

Jeg nød det privilegium, ved flere lejligheder, at være med til at undervise de nye sygeplejersker i Region H Psykiatri på kurserne “Rational medicinhåndtering” og “Godt på vej i psykiatrien”, sammen med Bertel.

Bertels stærke holdninger til, store viden om og visioner om en bedre psykiatri, var med til at ændre min opfattelse af mig selv, f.eks. om hvorvidt jeg havde været udsat for tvang, det fik han mig til at indse at jeg rent faktisk havde været.

Bertel fik mig også til at stoppe med at anvende, og til at stille spørgsmålstegn ved, nogle udbredte metaforer i mine oplæg, herunder at sammenligne psykisk sygdom med diabetes, fordi den er kronisk, at psykisk sygdom skyldes kemiske ubalancer i hjernen, og så gav han mig de første forklaringer på hvorledes den psykofarmaka, jeg selv tager, virker og hvordan den gør det, han fik mig til at gøre op med nogle myter. Han fik mig til at gå mere i dybden og at strenge mig mere an.

At stille spørgsmålstegn ved den officielle opfattelse af psykiatri, og specielt brugen af medicin, i forbindelse med undervisningen af sundhedsprofessionelle, var ganske enkelt stærkt, og vel nærmest chokerende for dem, de havde jo netop hørt noget ganske andet fra en læge.

Vi var ikke enige om alt, men pointen på den del af kurset vi deltog i, var jo netop at præsentere flere synspunkter.

Men som Bertel sagde, “medicinen virker for dig, det er dejligt”.

I øvrigt var det modigt og vigtigt, at psykiatrien inviterede dig ind, og omfavnede og støttede op om dine synspunkter, det var en stor sejr.

Tak for inspirationen, engagementet og dit dejlige positive og venlige væsen, Bertel. Du gjorde en kæmpe forskel, og selv om vi med dig, har mistet en af peer-arbejdets stærkeste kræfter, så vil arbejdet fortsætte i din ånd.

Det sidste billede jeg har af dig, var da du kørte mig til Ørestad, efter det sidste oplæg vi holdt, det står helt tydeligt og vil altid gøre det.