Radikal Ungdom > Konference om frivilligt arbejde
Jeg burde jo nok have skrevet om denne begivenhed før den fandt sted, det var nemlig i dag den 20-August-2006 kl. 10:00.
Hvorfor er det så interessant, jeg er da ikke medlem af Radikal Ungdom?
Næh det skyldes naturligvis emnet, og at jeg, sammen med Morten Jønsson, var inviteret til at holde et oplæg under titlen “Det at lave frivilligt arbejde”, hvor vi naturligvis skulle fortælle om Hjemmelektiehjælpen.
Det gik faktisk ret godt med vores præsentation, vi havde valgt at deles om at fremføre den, og det syntes jeg fungerede ret godt, men det er naturligvis op til publikum at vurdere. Jeg er ihvertfald frisk på at prøve noget lignende igen, og nu har vi en god baggrund for at forbedre vores intromøde.
Udover den dynamiske duo, så var der også repræsentanter fra Ungdommens Røde Kors (URK). Cecilie Dinensen talte levende om arbejdet i et asylcenter. Det lød virkelig som et godt projekt, og man kunne mærke følelserne fra Cecilie Dinesen, da hun talte om “hendes” børn. Jeg ville nok overveje at vælge at lave frivilligt arbejde i et asylcenter, hvis jeg ikke allerede var “lektiehjælper”.
Andreas Æbelø, næstformand i URK, fortalte bla. om hvordan URK er organiseret, det er noget anderledes end Dansk Flygtningehjælp (DFH). URK har en noget fladere struktur end den der er i DFH.
Et konkret eksempel på hvor det kan skabe problemer, var i forbindelse med “børneattester”, dvs. det faktum at alle der arbejder med børn skal underskrive en erklæring om at der kan indhentes en børneattest, altså en straffeattest der kun indeholder evt. pædofæli. URK havde talt og talt om det, men fik pludselig problemer da det skulle udføres i praksis. DFH valgte at håndtere det centralt, og at bede alle frivillige om at underskrive en samtykke erklæring, uanset om de arbejdede med børn eller ej.
Laust Kristensen, centerleder for Center for Frivilligt Socialt Arbejde, talte om hvordan den offentlige sektor prøver på at indtænke det frivillige sociale arbejde. Der var både plads til teori og praksis, men også en snak om den mytologiske “zapper”, altså en person der ofte skifter mellem forskellige frivliig sociale projekter.
En interessant kommentar var at den selvejende institution var under pres, og at det måske var en fremragende model for frivilligt socialt arbejde. Jeg er enig, skal vi starte en?
Herefter var der paneldebat med tre socialordførere Martin Lidegaard, Det Radikale Venstre, Hans Andersen, Venstre og Pia Kristensen, Dansk Folkeparti.
Jeg var positivt overrasket over at socialordførene fra partierne Venstre, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre alle ønsker at opprioritere det frivillige sociale arbejde.
Specielt syntes jeg repræsentanten fra Dansk Folkeparti, Pia Kristensen, var yderst velstruktureret, og hun har selv lavet frivilligt socialt arbejde og har kendskab til værdien af det. Selv om hendes oplæg i starten blot var en opremsning af definitionen af frivilligt arbejde fra Social Ministeriets hjemmeside. Og den havde vi faktisk lige fået gennemgået af Laust Kristensen, så det var lidt hult, men bestemt professionelt!
Pia Kristensen kom også med et frisk pust (kunne ikke dy mig). Nemlig det noget anti-elitære og populistiske forslag at alle folketingsmedlemmer skulle udføre frivilligt socialt arbejde en måned om året. Det er ikke tit jeg er enig med Dansk Folkeparti, og de har muligvis visse indvendinger mod det arbejde vi f.eks. udfører i Hjemmelektiehjælpen, men der er ingen tvivl om at Pia Kristensen ved hvad hun taler om!
Et tilbagevendende spørgsmål var hvordan det offentlige kunne være katalysator for frivilligt arbejde, også uden om de eksisterende foreninger. I Tyskland har unge tilsyneladende mulighed for at vælge at udføre frivilligt arbejde i et år, lidt som en slags samfunds værnepligt, politikerne lød oprigtigt interesserede i det.
Et spørgsmål som jeg blev stillet, og ikke fik besvaret tilfredsstillende var:
“Hvorfor blev du frivillig?”
Jeg svarede at jeg længe havde været interesseret i at udføre frivilligt arbejde, men at det krævede at jeg så et opslag på Oranges Intranet før jeg fandt det rigtige…
Men jeg skulle også have svaret, at det der gjorde at Lektiehjælpen i Mjølnerparken blev mit projekt, var muligheden for at arbejde med etniske minoriteter, og at jeg dermed kunne få min “pladder-humanisme”, som jeg altid er blevet beskyldt for at have, sat i et praktisk perspektiv.
En vigtig ting jeg har fået ud af denne praktiske erfaring, er at jeg i diskussioner ikke kan beskyldes for ikke at vide hvad jeg taler om. Jeg kender faktisk efterhånden en del indvandrere, og jeg regner mange af dem for at være mine venner.
For at citere Laust Kristensens far: “Folk er jo ret normale når man lærer dem at kende”.
Tak for et godt og inspirerende arrangement.
ps…Billedet? Det kræver nok at man var der, men ellers kan I mine kære læsere nok gætte det.
