Endnu engang er der en debat i medierne pga. nogle påstande om psykiatrien og at der skulle finde et overforbrug af psykofarmaka sted, specielt den slags anti-depressiv medicin der er af typen SSRI, og at det skulle kunne undværes næsten fuldstændig.
Sidst debatten var oppe for et par år siden, foranlediget af en anden bogudgivelse af samme forfatter, og der udkæmpede sig, også dengang, en krig i de trykte medier.
Til min store overraskelse var der, den gang som nu, bred anerkendelse fra psykiatrien af at der finder en overbehandling sted, og at den er af en anseelig størrelse.
Så da DR i 2013 bragte Peter Gøtzsche og Poul Videbech sammen i det samme rum herskede der fred og fordragelighed.
Generelt ved vi for lidt om hvad psykiske lidelser skyldes, og traditionelt er der blevet solgt nogle ikke videnskabelige forklaringer på hvordan psykofarmaka virker, især det at det skulle skyldes en “kemisk ubalance”. Forklaringer der viser sig ikke at være korrekte, men der er skam videnskabelig evidens for at psykofarmaka virker.
Denne artikel er i øvrigt et svar på en kommentar på ovenstående indlæg på Facebook, hvor det blev fremhævet at man hellere skulle skyde på de privatpraktiserende læger end på psykiatrien.
Det er jeg sådan set enig i, men min egen erfaring siger, at det ikke er så udtalt længere, selv om det er individuelt, og den praktiserende læge er godt klar over at han ikke har tilstrækkelig viden. Derfor bliver man henvist til en speciallæge, ja faktisk er det min erfaring, at den privatpraktiserende læge ofte ikke er ret meget andet end en “fordelingsstation”. Sidst jeg var i konsultation tog det 15 minutter og jeg forlod lægen med to henvisninger til læger i somatikken.
Der findes naturligvis gode og dårlige læger, gode og dårlige kommuner og gode og dårlige regioner, og siden 1990’erne har jeg kke oplevet at min privatpraktiserende læge tilbød mig anti-depressiver pr. automatik.
Den mørke middelalder
Jeg har været heldig at have mødt gode privatpraktiserende læger hvor jeg bor i dag, men i 70’erne havde jeg f.eks. en læge der hørte til i den mørke middelalder.
Da jeg var 7 fik jeg en voldsom halsbetændelse, og der blev ordineret penicillin, da jeg hurtigt fik de bedre stoppede mine forældre behandlingen, og det skal man ikke gøre. Betændelsen var ikke slået ned og den havde bredt sig, med det resultat at jeg var så hævet at mine øjne nærmest var sprækker og mit tis varhelt mørkebrunt. Lægen ordinerede vanddrivende piller og skrev i journalen “moderen synes stadig drengen er hævet”.
Da han langt om længe bad om at få mig indlagt udtalte lægerne bagefter “er han selv gået ind på hospitalet”? Jeg var mere død end levende, betændelsen havde bredt sig til nyrerne og det havde retning mod hjertet.
Det at være indlagt på et hospital i 1970’erne var en frygtelig traumatisk oplevelse for en 7 årig. Der var en times besøgetid om dagen, og jeg så slet ikke min lillebror i de fem uger jeg var indlagt.
Ingen forklarede mig hvad der foregik, og det var så slem blufærdigshedskrænkende for mig at der ikke var døre til toilettet, at jeg ikke gik på toilettet, det var naturligvis meget kritisk, ikke mindst da jeg var alvorligt syg, så de endte med at give mig afføringsmiddel og jeg skulle besørge i et stålbækken, en ekstemt ydmygende situation.
Men det må være nok men denne indskudte sætning om den mørke middelalder aka. 1970’erne, for den lever vi heldigvis ikke i dag.
Selv om der naturligvis er plads til mange forbedringer, så er der faktisk sket nogle kæmpe fremskridt i behandlingssystemet, ikke kun siden 1970’erne i somatikken, men også siden 1990’erne og 2000’erne i psykiatrien.
En rigtig mand
I 1990’erne blev jeg ved flere lejligheder tilbudt medicin. Jeg tror at lægerne vurderede at jeg led af depressioner, allerede før jeg havde talt med en psykiater, jeg sagde nej tak!
I disse tilfælde havde jeg opsøgt lægen på opfordring fra familie, men det var ikke “mit” projekt, og jeg tog det ikke alvorligt, selv om min kone, der nu er eks, sagde at hun ville forlade mig hvis jeg ikke fik hjælp.
Men jeg var jo en “mand”, der kunne klare mig selv, f.eks. tog jeg aldrig smertestillende fordi jeg mente at man kunne udvikle en tolerance overfor det, og så bare skulle tage mere – “no pain, no gain”!
Nå, jeg talte langt om længe med en psykiater i midten af 90’erne, men jeg syntes at det var spild af tid, jeg havde jo altid klaret mig selv, jeg var opdraget til at man bare skulle tage sig sammen.
10 år senere blev jeg så indlagt…Udskrevet til ingenting, min svigerindes far, der var psykolog og i øvrigt er far til Poul Videbech, fandt telefonnummeret til distriktspsykiatrien, der også kiggede forbi, men jeg synes ikke at jeg kunne bruge det til noget.
Krise og vendepunkt
Herefter fulgte så 6 års op- nedture og ensomhed, der endte med min værste krise.
I løbet af de 6 år havde jeg også opsøgt en privatpraktiserende kognitiv psykolog, denne gang på opfordring fra en bekendt, desværre betød det kun at jeg brugte en formue, det er dyrt at få psykologhjælp.
Krisen betød dog også at behandlingssystemet tog mig alvorligt, og ikke mindst at jeg selv gjorde det, det der skulle til var en læge der klart og utvetydigt fortalte mig at min “hjerne kunne tage skade af psykoserne”, det er der måske ikke videnskabelig evidens for, men det fik mig til at vågne op, er der noget jeg sætter pris på, så er det min hjerne og især min hukommelse.
Den læge var et vendepunkt, jeg begyndte at tage min medicin og kom langsomt tilbage til livet.
Efter krisen var jeg slemt ramt på mine kognitive funktioner, her hjalp det at distriktspsykiatrien fortalte mig at det ville blive bedre over tid, de sagde at der nok ville gå et år, der gik nu nok nærmere to år.
I dag er jeg tilknyttet distrikts- og socialpsykiatri og jeg har det bedre end nogensinde, distriktspykiatrien tilbyder mig f.eks. gratis psykologhjælp, noget jeg, modsat i 2009, ikke har råd til nu.
Det har gjort mig til en såkaldt ressourcestærk, jeg er aktiv som frivillig i EN AF OS kampagnen gennem hvilket jeg har fået skabt et stærkt netværk, der skal skaffet mig både fuldtidsarbejde, deltidsarbejde og sågar tillidshverv i Region H Psykiatri.
Jeg vil også lige nævne at min nuværende læge har sagt at hun aldrig ville ordinere anti-depressiver til mig, da det er velkendt at det kan udløse maniske episoder hos bipolare som mig, der har tendenser til manier.
Kan det gøres bedre? Ja også i den grad, der skal ikke gå seks år fra en diagnose til man selv fatter alvoren og bliver i stand til at tage ansvar i samarbejde med behandlingssystemet.
Jeg har mødt masser af inkompetence, men jeg synes der er sket en god udvikling siden jeg fik min diagnose i 2005 frem til nu.
Min vision er at man som ny-diagnosticeret straks tilbydes at blive tilknyttet et såkaldt psykoedukationsforløb med fokus på hjælp til selvhjælp, samt mulighed for at indgå i netværk med andre der har været i samme situation, først i offentligt regi, senere f.eks. i patientforeninger.
Man kunne f.eks. blive sat i forbindelse med en mentor med brugerbaggrund eller en frivillig selvhjælpsgruppe i en af patientorganisationerne.
Jeg vil også fremhæve at Region Hovedstadens Psykiatri netop har åbnet “Skolen for Recovery”, efter engelsk forbillede, den første i Danmark af sin art. Jeg synes det viser at der er visioner, på trods af udpiningen af psykiatrien.
“Skolen for Recovery” har sikkert været meget billig at etablere, modsat de store, dyre, sygehusprojekter som myndighederne er så stolte af at de endog bruger ord som “velfærdsarkitektur” og “prestigebyggerier”, men jeg tror desværre at træningsfaciliteter, spabade osv. osv. kommer til at stå ubrugte hen, fordi der ikke er personale til at vejlede i brugen af det, jeg ved at man har fyret den ene pædagog og fysioterapeut efter den anden, og det personale der er, har alt rigeligt at gøre med administration.
Men jeg ville slutte af med at forklare denne artikels titel:
Den “dødelige idioti” er mest min egen, den “organiserede benægtelse” er også min egen, men også i høj grad omgivelsernes, specielt i form af stigmatiserende udtalelser som at man bare “skal tage sig sammen” og at jeg har da også “været ked af det”.
Vi har alle brug for hjælp og ikke mindst støtte og forståelse.
Jeg føler at vi kender vejen frem, nu skal det implementeres.
One more thing
Til allersidst et citat fra interviewet med Poul Videbech i Politiken og et fra Peter Gøtzsches kronik ligeledes i Politiken:
Hvad har vi ikke forstået?
Det er kærkomment, at vi diskuterer medicin, men faconen er destruktiv og stigmatiserende, for uanset hvad vil der være nogen, som ikke har nogen gavn af psykoterapi, lige meget hvor god den er
»Depression er en helt anden tilstand, som de færreste kender til. Den har intet med ‘ked-af-det-hed’ at gøre. De syge oplever en meningsløshed, en tomhed og en håbløshed, som er helt hinsides, hvad vi andre kender til. Derfor er det meget svært at sælge det budskab, at depressioner kan være så svære, at det ikke alene er rimeligt at give medicin, men helt uetisk ikke at gøre det. Du kan selv se, hvor mange sætninger det kræver at forklare det. Så det er kærkomment, at vi diskuterer medicin, men faconen er destruktiv og stigmatiserende, for uanset hvad vil der være nogen, som ikke har nogen gavn af psykoterapi, lige meget hvor god den er. Vi er nødt til at råde over alternativer, for eksempel medicin. Eller[sic] lader vi disse mennesker i stikken«.
Og her er afslutningen af Gøtzsches kronik i Politiken.
I de kommende år bør psykiatrien derfor gøre alt, hvad den kan, for at behandle så lidt som muligt, i så kort tid som muligt, eller slet ikke, med psykofarmaka.
Åben dialog synes at være en god tilgang, og der er også effekt af psykoterapi og motion. Men det bliver svært, når fagets ledere er så blinde over for kendsgerningerne, at de ikke vil se, at deres fag er i dyb krise.
Det mål er der vel ingen der er uenige i og “åben dialog” er en meget lovende terapi.
Der er jo enighed, så lad os bygge en psykiatri der er tilpasset individet, bruger medicin og terapi med omtanke, og har et bredt arsenal i stedet for at skændes og kaste mudder
Denne debat er med til at gøre os utrygge og usikre, der er ingen der er glade for at tage medicin, men der er evidens for at det virker, og jeg ved hvad der sker hvis jeg ikke tager min.
Som oplægsholder for nyt personale i den kliniske psykiatri i Region H ved jeg at både Peter Gøtzsches og Robert Whitakers bøger omtales og anbefales, så døren står på vid gab.
SÆT I GANG!
Bilag
Præsentation om medicinbrug jeg anvender når jeg laver oplæg til nye ansatte i den kliniske psykiatri.
Eksterne henvisninger
- Uddrag af: ‘Dødelig psykiatri og organiseret benægtelse’ – Politiken.dk http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/sygdom/ECE2814922/uddrag-af-doedelig-psykiatri-og-organiseret-benaegtelse/
(hentet 5. september 2015)
- Psykiatri på afveje – Politiken.dk http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2174657/psykiatri-paa-afveje/ (hentet 5. september 2015)
- »Jeg har fået patienter indlagt, som stoppede med medicin og forsøgte selvmord på grund af den debat, der kørte« – Politiken.dk http://politiken.dk/magasinet/interview/ECE2827020/jeg-har-faaet-patienter-indlagt-som-stoppede-med-medicin-og-forsoegte-selvmord-paa-grund-af-den-debat-der-koerte/ Hentet 2015-09-05
- åben dialog – Google-søgning https://www.google.dk/search?q=%C3%A5ben+dialog (hentet 5. september 2015)
-
ssri – Google-søgning https://www.google.dk/webhp?sourceid=chrome-instant&ion=1&espv=2&ie=UTF-8#q=ssri (hentet 5. september 2015)
- bipolar affektiv sindslidelse – Google-søgning https://www.google.dk/search?q=bipolar+affektiv+sindslidelse Hentet 2015-09-05
- Skolen For Recovery i Ballerup http://skolen-for-recovery.dk
- Googlesøgning “skolen for recovery” https://www.google.dk/search?q=skolen+for+recovery+ballerup
- Lokalgrupper – DepressionsForeningen http://depressionsforeningen.dk/hvad-tilbyder-vi/lokalgrupper/
(hentet 5. september 2015)
- Forum for standardiserede og effektive arbejdsgange https://www.psykiatri-regionh.dk/om-hospitalet/organisation/moedefora-i-rhp/Sider/Forum-for-standardiserede-og-effektive-arbejdsgange.aspx (hentet 5. september 2015)
- En-af-os.dk – Start dialogen i socialpsykiatrien http://en-af-os.dk/da/VidenOgVaerktoejer/Start%20Dialogen%20-%20i%20socialpsykiatrien.aspx (hentet 5. september 2015)
- Nyt psykiatrisk sygehus er velfærdsarkitektur, vi kan være stolte af – Politiken.dk
http://politiken.dk/kultur/ECE2816693/nyt-psykiatrisk-sygehus-er-velfaerdsarkitektur-vi-kan-vaere-stolte-af/ (hentet 5. september 2015)
- Wikipedia contributors, “Anatomy of an Epidemic,” Wikipedia, The Free Encyclopedia, https://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Anatomy_of_an_Epidemic&oldid=674067987 (hentet 5. september 2015).
Følg også kommentarer her:
