Categories
'i dag' (Danish) Blogs Bookmarks Technology

Bredbånd, tryghed, sikkerhed og tilgængelighed: Socialdemokraternes vision for Danmark på nettet

Socialdemokraterne – Danmark på nettet

Socialdemokraterne har fremlagt et debatoplæg/udspil til en vision de kalder Danmark på nettet, udspillet starter med disse ord:

IT-politik er en af fremtidens kamppladser i dansk politik. I dette udspil fremlægger Socialdemokraterne et konkret bud på en national bredbåndsstrategi, der vil være et vigtigt skridt for at ruste danskerne til fremtidens udfordringer på IT-området.

Med den nuværende regering går det desværre den forkerte vej. Kløften mellem de danskere, der besidder de grundlæggende og helt nødvendige IT-færdigheder, og dem, der ikke gør det, fortsætter med at vokse. I dag er 40 procent af danskerne koblet af den digitale udvikling; for to år siden var tallet 31 procent.

Teknologisk Institut advarer om, at hvis der ikke gøres noget for at imødegå denne udvikling, vil vi i 2012 have 71 procent af danskerne, der ikke kan leve op til de krav, der stilles.

Der er derfor et påtrængende behov for politisk lederskab, der sætter ind imod den stigende ulighed på IT-området. Socialdemokraterne ser en bredbåndsstrategi som et vigtigt led i kampen mod uligheden på IT-området og dermed som et led i at ruste danskerne til fremtidens udfordringer.

Lidt undren
Efter den første undren over, at man ikke kan kommentere på indlægget på Socialdemokraternes hjemmeside, når der nu opfordres til debat, så er det da dejligt at Socialdemokraterne er af den opfattelse, at IT politik er vigtig, og har brugt tid på at formulere et så langt udspil, desværre lider det af en fundamental svaghed, der tales ikke ret meget om hvad man skal bruge nettet til, der tales næsten udelukkende om teknik og infrastruktur.

På den måde er det lavet af samme materiale som Dybkjær rapporten, hybridnet etc. Materiale der som regel er direkte serveret af den danske IKT branches lobbyister.

Det digitale A- og B-hold
Hvad er det så lige visionen går ud på.

Jo, postulatet er at der vil blive lavet et digitalt A- og B- hold, især fordi det ikke vil være alle der får adgang til rigtigt bredbånd.

Der findes ganske rigtigt et digitalt A- og B- hold, men det skyldes jo i høj grad at computere er alt for svære at bruge, ikke at B-holdet ikke har ægte bredbånd. Det skrives også i indledningen at der skal gøres noget ved at forbedre danskernes grundlæggende IT færdigheder, men der står ikke så meget om hvordan man kan opnå det, i udspillet.

Ægte bredbånd til alle
I udspillet tales der om at alle husstande skal have adgang til bredbåndsforbindelse på 100MBit hastigheder, og teleselskaberne – TDC bliver nævnt ved navn – skal pålægges forsyningspligt til tyndt befolkede områder. Forsyningssikkerheden skal finansieres ved at fjerne nogle særregler, men jeg synes det lugter lidt af subsidier, og det ignoreres fuldstændigt at den nyeste teknologiske udvikling går i retning af trådløse bredbåndsforbindelser, således at der ikke skal trækkes kabler.

TDCs ADSL strategi går jo i høj grad på at sikre at deres de-facto monopol på fastnettelefoni fastholdes, man kan ikke få ADSL leveret af TDC, med mindre man også har et fastnetabonnement hos dem, så TDC er sikkert glade for at være skrevet ind i udspillet.

Hvad skal vi med den store båndbredde
Hvad er det så lige man skal bruge den voldsomme båndbredde til? Det lyder da som præcis det samme vi bruger det til i dag, offentlig selvbetjening kræver faktisk ikke den voldsomme båndbredde, og jeg har svært ved at se at den skulle gøre det i fremtiden. Det er vel næppe fordi Hr. og Fru Jensen skal til at uploade videoer til YouTube.

Der er dog nogle konkrete forslag, selv de er nu druknet i mediernes fokusering på ideen om 100MBit bredbånd til alle.

Hovedpunkterne – hvor er open source og åbne standarder?
Det er lidt omfattende at komme ind på alle forslagene i udspillet, men her er hovedpunkterne.

*100 procents dækning med bredbånd i 2009
*Højere hastighed på bredbåndsnettet
*Ophævelse af utidssvarende danske særregler
*Hardwarebaseret digital signatur til alle fra 15 år
*Bredbånd kan fremme demokratiet
*Ophæv grænser for fibernet-udrulning
*Medarbejderbredbånd til statsansatte
*Geografisk lighed
*Kvalitetssikring af netværk og hastighed
*Sikring af trådløse netværk
*Hjælp til svagtseende, læsesvage og blinde
*Bedre kontakt til det offentlige Danmark
*Nye muligheder for tryg velfærd

Hvis man skal tage forslagene efter hvor visionære de er, så synes jeg umiddelbart at det mest fornuftige er hardware baseret digital signatur. Det synes jeg lyder som en virkelig god idé, hvordan det skal implementeres, og hvem der skal betale er så lidt mere uklart.

Det er da også fint at opfordre til at gøre opmærksom på vigtigheden af at kryptere trådløse netværk, men er problemet ikke også at der er så meget ukrypteret trafik i netværk, der burde være krypteret?

Men det er da underligt at open source kun er nævnt i afsnittet om kryptering af trådløse netværk!

Tilgængelighed
Et andet vigtigt punkt er ”hjælp til svagtseende, læsesvage og blinde”, det er igen meget ukonkret, men der tages nok udgangspunkt i de gode råd om tilgængelighed som IT og Telestyrelsens har samlet på Tilgængelighed for alle. Personligt synes jeg der skulle gøres noget for at få udviklet en åben dansk talesyntese, brugevenlighed på offentlige hjemmesider kunne opnås ved at de blev udviklet og afviklet på en fælles platform, som det er nu spildes der mange ressourcer på at genopfinde den dybe tallerken. Dette problem adresseres i udspillet, men som jeg tidligere har foreslået, så bør der udpeges en IT-chef for det offentlige, der har reel magt til at styre udviklingen, og sikre at strategien overholdes.

Bedre kontakt til det offentlige
I afsnittene om ”tryg velfærd” og ”bedre kontakt til det offentlige” tales der om mulighederne for videochat med sagsbehandlere, hjemmehjælpere etc., man kan jo tvivle på om det giver bedre service at man kan se hinanden, men jeg vil da ikke udelukke at det sikkert kan give mere tryghed, men så skal der vel også til at være døgnbemanding med personale der kan håndtere opkaldene fra folk der føler sig utrygge.

Positivt at Socialdemokraterne tager IT politik højtideligt
Som sagt synes jeg det er meget fint at Socialdemokraterne tager IT politik højtideligt, men jeg synes at udspillet prøver at dække over alt for meget, og derfor bliver det uoverskueligt, det ville hjælpe hvis visionen blev præsenteret kortere, og der ikke blev fokuseret så meget på teknologi, samfundet handler om mennesker, og jeg finder det meget positivt at det fremhæves at vi skal tænke videre indenfor brugen af IT, end til at kigge på bundlinjen, og hvordan der kan spares penge.