I midten af 1980’erne gik mine venner fra punk-slænget, der, som mig, elskede rock, rundt og ventede på den næste store bølge af rock ville skylle ind over os som en tsunami, og feje det gamle og trætte væk. Der var en generel opfattelse af at der fandtes nogle musikbølger, der opstod med ca. 10 års frekvens, i 1986 var det gået langt over tiden.
1955: rock’n’roll
1965: pigtråd
1975: punk
Men hvad skulle det nye dog være? Fra Sverige kom en lind strøm af garagebands som Nomads, men det lød nu mest som et hult ekko af ’66.
Ubevidst kiggede jeg efter noget helt andet.
I 1980’erne var det ikke helt let at finde ny musik, men så kom Kim Schumacher på DR og nærradioer, hvor det boblede af ny musik, specielt på Radio Sokkelund og Radio Christiania.
Radio Christiania og Kim Schumacher spillede f.eks. det der blev betragtet som underlødigt på det tidspunkt, hip-hop, og her spidsede jeg ører da jeg hørte Run-DMC. Jeg var solgt!
Jeg var også klar over at der fandtes en oase for hip-hop og klubmusik i form af Street Dance Records, en dag vovede jeg mig ned i den fremmede hule, og sagde at jeg ville have noget med Run-DMC. Jow jow men det her skal du høre, de er helt fresh og de ligger nummer 1 på electro-listen. Det var Beastie Boys, eller “Boys Entering Anarchistic States Towards Inner Excellence” Boys som jeg netop har fundet ud af det er et akronym for, og som er forkert og redundant, da der oprindelig var en kvinde med, og at Boys allerede er med i akronymet…
Den dag gik jeg hjem med mine første 12″, My Adidas med Run-DMC og Hold it, now hit it, med Beastie Boys.
Jeg anede ikke hvem Beastie Boys, eller electro-listen var, endsige at Beastie Boys var hvide, men jeg vidste jeg havde fundet den nye bølge af musik, og at det var ikke musik man kunne betegne som “rock”, selv om ordet rock ofte blev brugt i tekster og titler.
Mine venner kom aldrig med på den bølge.
Den stramme minimalistiske lyd fra Run-DMC, LL Cool J, MC Shan, Beastie Boys og ikke mindst Mantronix.
Efterhånden dominerede eksperimenter med samplinger over det stramme og minimalistiske, med sprøde funky toner hip-hoppen, og især Beastie Boys flyttede sig altid. Specielt fedt ved dem var det at de i stigende grad selv spillede på instrumenter, og engang imellem spillede hardcore punk, som var deres rødder.
Queen Latifah – som jeg elsker -, De La Soul og A Tribe Called Quest dyrkede jeg
Jeg begyndte også at gå til hip-hop koncerter bla. Ice T, Ice Cube, De La Soul og bedst af alle Queen Latifah, og det at man brugte en DJ til at lave musikken, og ikke et band, slog fødderne væk under mig – det var i sandhed noget nyt, og det virkede!
Jeg blev nu aldrig en del af hip-hop miljøet i Thomas P. Hejles eller Klub 47.
Selv hænger jeg fast i old-skool east coast, og der bliver stadig lavet ting i den stil, west coast, gangster attituden og mainstream har aldrig tiltalt mig.
Ellers kan jeg kun opfordre til at man ser dokumentaren Beastie Boys Story, der er en helt ny form for musikdokumentar, jeg har ihvertfald ikke set noget lignende før, Spike Jonze har naturligvis instrueret.
Det skulle ikke blive den sidste musikbølge jeg surfede, det kommer der måske mere om senere, det vil så handle om house, rave, techno, gabba, electro og free-from jazz :-O
Sidst jeg gik ind i en pladebutik og bad om en ny musiksmag var i 2005, hvor jeg fangede en ny bølge, det er vist på tide at gøre det igen.
KOMMER DER SNART NOGET NYT?
