Categories
'i dag' (Danish) Blogs Bookmarks Computere og Internet Frivillig arbejde Hackers OpenStreetMap

Sådan bidrager du til OpenStreetMap med appen Go Map!!

I denne artikel kigger jeg på hvordan man kan bidrage til OpenStreetMap med brug af en app, i dette tilfælde Go Map!! til iOS, som du henter ved at trykke på dette link til app store Go Map!! til iOS

Der findes også apps til Android, f.eks. Vespucci.
OpenStreetMap er et kort alle kan redigere, princippet er det samme som man kender fra Wikipedia.

Brugerflade

Når man starter Go Map!! appen præsenteres man for en meget enkel brugerflade, der som standard viser et satellitfoto i baggrunden, OpenStreetMap data vises ovenpå, herudover vises din position og din retning.

Go Map!! brugerflade

Log på eller opret konto på OpenStreetMap

For at kunne opdatere OpenStreetMap skal man først have en konto på OpenStreetMap.

Tryk på Indstillinger-ikonet:

Go Map!! - Åbn Indstillinger Go Map!! - Indstillinger

Vælg OpenStreetMap Login

Log på OpenStreetMap

Indtast brugeroplysninger hvis du allerede har en konto

Eller opret en konto ved at trykke på Register New Account

Opret konto på OpenStreetMap

Tryk Save og luk indstillinger, og du er klar til at opdatere OpenStreetMap.

Opret objekter i OpenStreetMap

Jeg ved at der er åbnet en ny butik i mit nabolag, som ikke er oprettet på OpenStreetMap, Audika Hørecenter Kastrup, der bla. forhandler høreapparater, denne vil jeg gerne oprette på OpenStreetMap.

Audika Hørecenter
Audika Hørecenter

Jeg gik ned og stillede mig foran butikken, og flyttede det gule kryds i midten af skærmbilledet, til butikkens placering.

Go Map!! brugerflade

Herefter trykkede jeg på [+] ikonen

Go Map!! - Tilhøj  Punkt

Nu er der blevet tilføjet et nyt objekt, der kan redigeres.

Tryk på Tags for at redigere objektet.

Da der er tale om en høreapparatbutik, søger jeg på “høre”, og muligheden høreapparatbutik dukker op, så den vælger jeg.

Go Map!! - Søg efter objekt type

Nu skal der tilføjes detaljer om butikken, herunder navn, adresse, telefonnummer, åbningstider, hjemmeside osv.

Go Map!! - Tilføj objekt

Tryk på Save når du er tilfreds, og nu er vi klar til at sende ændringerne til OpenStreetMap

Send ændringer til OpenStreetMap

Tryk på Upload-ikonet det ligner en “Sky”, som er markeret med rødt på skærmbilledet, for at sende ændringerne til OpenStreetMap.

Go Map!! - Godkend ændringer

Udfyld felterne Changeset comment med en relevant kommentar om redigeringen, og Source med kilden til den nye information, i dette tilfælde skriver jeg Own Survey, da det er noget jeg selv har kortlagt.

Tryk herefter Commit.

Nu er OpenStreetMap opdateret, og ændringerne er tilgængelige for hele verden.

Go Map!! - Objekt tilføjet

Sådan ser det færdige resultat ud på OpenStreetMap.


OpenStreetMap - Audika Hørecenter
OpenStreetMap – Audika Hørecenter

Konklusion

Når du først har oprettet en konto på OpenStreetMap, og har taget Go Map!! i brug, så er det meget let at bidrage til OpenStreetMap når du er på farten.

Man kan f.eks som jeg gjorde i eksemplet, hjælpe med at oprette nye butikker, men stort set alt der har en geografisk placering er relevant for OpenStreetMap.

Begynd f.eks. med at gå rundt i dit lokalområde, og tilføj manglende oplysninger, nye eller lukkede butikker, kunstværker, mindeplader osv.

God fornøjelse.

Ekstrene henvisninger

Categories
'i dag' (Danish) Blogs Bookmarks Livet Music Musik

“It’s the new style” – men kommer der snart noget nyt?

I midten af 1980’erne gik mine venner fra punk-slænget, der, som mig, elskede rock, rundt og ventede på den næste store bølge af rock ville skylle ind over os som en tsunami, og feje det gamle og trætte væk. Der var en generel opfattelse af at der fandtes nogle musikbølger, der opstod med ca. 10 års frekvens, i 1986 var det gået langt over tiden.

1955: rock’n’roll
1965: pigtråd
1975: punk

Men hvad skulle det nye dog være? Fra Sverige kom en lind strøm af garagebands som Nomads, men det lød nu mest som et hult ekko af ’66.

Ubevidst kiggede jeg efter noget helt andet.

I 1980’erne var det ikke helt let at finde ny musik, men så kom Kim Schumacher på DR og nærradioer, hvor det boblede af ny musik, specielt på Radio Sokkelund og Radio Christiania.

Ed Piskor - Run-DMC
Radio Christiania og Kim Schumacher spillede f.eks. det der blev betragtet som underlødigt på det tidspunkt, hip-hop, og her spidsede jeg ører da jeg hørte Run-DMC. Jeg var solgt!

Jeg var også klar over at der fandtes en oase for hip-hop og klubmusik i form af Street Dance Records, en dag vovede jeg mig ned i den fremmede hule, og sagde at jeg ville have noget med Run-DMC. Jow jow men det her skal du høre, de er helt fresh og de ligger nummer 1 på electro-listen. Det var Beastie Boys, eller “Boys Entering Anarchistic States Towards Inner Excellence” Boys som jeg netop har fundet ud af det er et akronym for, og som er forkert og redundant, da der oprindelig var en kvinde med, og at Boys allerede er med i akronymet…

Den dag gik jeg hjem med mine første 12″, My Adidas med Run-DMC og Hold it, now hit it, med Beastie Boys.

Jeg anede ikke hvem Beastie Boys, eller electro-listen var, endsige at Beastie Boys var hvide, men jeg vidste jeg havde fundet den nye bølge af musik, og at det var ikke musik man kunne betegne som “rock”, selv om ordet rock ofte blev brugt i tekster og titler.

Mine venner kom aldrig med på den bølge.

Den stramme minimalistiske lyd fra Run-DMC, LL Cool J, MC Shan, Beastie Boys og ikke mindst Mantronix.

Efterhånden dominerede eksperimenter med samplinger over det stramme og minimalistiske, med sprøde funky toner hip-hoppen, og især Beastie Boys flyttede sig altid. Specielt fedt ved dem var det at de i stigende grad selv spillede på instrumenter, og engang imellem spillede hardcore punk, som var deres rødder.

Queen Latifah – som jeg elsker -, De La Soul og A Tribe Called Quest dyrkede jeg

Jeg begyndte også at gå til hip-hop koncerter bla. Ice T, Ice Cube, De La Soul og bedst af alle Queen Latifah, og det at man brugte en DJ til at lave musikken, og ikke et band, slog fødderne væk under mig – det var i sandhed noget nyt, og det virkede!

Jeg blev nu aldrig en del af hip-hop miljøet i Thomas P. Hejles eller Klub 47.

Selv hænger jeg fast i old-skool east coast, og der bliver stadig lavet ting i den stil, west coast, gangster attituden og mainstream har aldrig tiltalt mig.

Beastie Boys Story posterEllers kan jeg kun opfordre til at man ser dokumentaren Beastie Boys Story, der er en helt ny form for musikdokumentar, jeg har ihvertfald ikke set noget lignende før, Spike Jonze har naturligvis instrueret.

Det skulle ikke blive den sidste musikbølge jeg surfede, det kommer der måske mere om senere, det vil så handle om house, rave, techno, gabba, electro og free-from jazz :-O

Sidst jeg gik ind i en pladebutik og bad om en ny musiksmag var i 2005, hvor jeg fangede en ny bølge, det er vist på tide at gøre det igen.

KOMMER DER SNART NOGET NYT?

Categories
'i dag' (Danish) Blogs Bookmarks Computere og Internet Hackers Historier/Stories Music Musik Technology

Vidste du at? MP3 formatet har været blandt os i 25 år. Fire It Up!

Det er 25 år siden MP3 formatet så dagens lys, en teknologi de ændrede musikbranchen for bestandig.

Denne fremragende artikel hos HACKADAY : MP3 IS 25 YEARS OLD! opsummerer meget godt udviklingen og hvordan vi kom til nutidens streamingtjenester.

MP3 er en teknologi der betyder at musik kan komprimeres så det fylder ca. 10% af den ukomprimerede musik overført direkte fra en CD, 1MB pr. sang mod 10MB pr. sang.

I 1995 betød det at det kostede 10 gange så meget at gemme en CD på sin harddisk som en CD kostede, med MP3 formatet blev dette ændret ved et trylleslag, og at Internettet på samme tid stod over for sit store gennembrud, gjorde at vejen var brolagt.

LASAT PCMCIA

Jeg husker i øvrigt hvad den første MP3 fil jeg hentede var, det var Busta Rhymes (aka. fætter BR) Fire It Up! remix med det frække Nightrider sample. Det remix var ikke til at skaffe lovligt i 1998, og det var ikke med på CDen, det var før deluxe CDerne, med alt fra studiegulvet smidt ind

Det var lige efter jeg havde fået en bærbar der kunne gå på nettet, takket være LASATs fremragende PCMCIA modem, ja det var før USB. Med en 58K forbindelse tog det over 500 sekunder at hente de vel ca. 4MB

Det var også her software til at afspille og organisere sin musiksamling kom frem, jeg brugte først WinAmp, men musicmatch Jukebox var bare meget bedre.

musicmatch Jukebox Software

Jeg var også ret hurtigt ude og købe en MP3-afspiller, iRiver var bedst, med line-in så man selv kunne optage direkte i MP3 format, og jeg har altid været en sucker for wearables, så jeg bar den rundt om halsen som en slags smykke.

iRiver MP3 player

Ret hurtigt kom streamingtjenesterne, mest kendt er Napster. Første gang jeg hørte om dem var fordi medierne skrevt at man havde konstateret at en meget høj procentdel af de amerikanske universiteters internetbåndbredde blev brugt til at dele musik med brug af Napster, jeg har dog aldrig selv haft det installeret.

Napster kunne musikbranchen ikke lide, og specielt Metallica og Lars Ulrich stod frem, fildelerne slog igen med en proto-shitstorm mod Metallica.

Jeg kunne heller ikke, og kan stadig ikke, lide fildelere, men det var nu af andre årsager, nemlig at de forbrugte i stedet for at producere, og jeg forsøgte mig med et læserbrev til Politiken, det fattede dog ikke deres interesse, men jeg citerer lige en passage:

Piratgruppen melder sig som bannerførere for en alternativ kultur:fildelings kulturen.

Det er bare underligt at de har valgt at gøre gement tyveri til en mærkesag. At det er ulovligt at kopiere ophavsrettligt beskyttede filer på den måde som piratgruppen er talsmænd for mener jeg ikke kan diskuteres – der er for det meste tale om tyveri.

Herefter smed Apple en fungerende forretningsmodel indover MP3 i form af iTunes og iPod, ikke mindst fordi det lykkedes for Apple, og vel især Steve Jobs, at overbevise pladeselskaberne om at der kunne laves forretninger, at det så betød at Apple blev til pladeselskabet, havde de ikke set, og selv det rigtige Apple faldt til patten.

Det havde jeg allerede gjort, da iPod shuffle og deres motto “Life is random” var med til at sætte fut under en “grøn psykose”.

Jeg er nok af den opfattelse at Apple-relateret psykose hører til i ICD-10 diagnosesystemet, og jeg, og mange, mange andre, blev en reklamesøjle for Apple

Original iPod Shuffle Commercial

One more thing

I disse post MP3 tider, så er Busta Rhymes’ Fire It Up! i det frække remix, selvfølgelig tilgængelig, og frit, på nettet, med musikvideo og det hele. Her skal skal du naturligvis begive dig hen til røverkulen YouTube, der er på tålt ophold hos den stakkels musikbranche, der ikke så den komme, og stadig taler om afgifter på fysiske medier.

Busta Rhymes

Herefter gik jeg over til at RIPpe egne CDer, men nu er jeg nærmest 100% på streaming.

Eksterne henvisninger

Categories
'i dag' (Danish) Blogs Bookmarks Film Kunst

Vidste du at? Man kan låne filmen Naboerne (1966) på biblioteket

Jeg har længe haft lyst til at gense den fantastiske danske film Naboerne fra 1966, men den var naturligvis ikke at finde på streamingtjenesterne.

Så det er da heldigt at vi stadig har bibliotekerne.

At bestille filmen er ikke længere væk end et klik her bibliotek.dk – Naboerne.

Hvis i ikke kender filmen skal jeg ikke spoile den her, men lad os bare sige at det er en sort komedie fyldt med symbolik og referencer til krig, ungdomsoprør, småborgerlighed, kulturradikalisme og samfundets dobbeltmoral.

Naboerne - Hvorfor
Naboerne – En tårevædet Købmand Krause:
Hvorfor?

En diamant i den danske filmskattekiste.

Så tryk bestil og benyt lejligheden til at besøge dit lokale bibliotek, det er vigtigt!

Eksterne henvisninger

Categories
'i dag' (Danish) Blogs Bookmarks Education/Undervisning Frivillig arbejde Hackers Historier/Stories IT Guruer Kunst Livet Resources Undervisning Videnskab Wikipedia

Charlotte S. H. Jensen er gået bort

Charlotte gik bort den 26. juli 2019, i en alt for tidlig alder.

Jeg vil dele nogle små erindring jeg har om Charlotte.

I 2012 stod jeg akut og manglede nogle lokaler til et arrangement. Dagen efter jeg skrev, fik jeg dette svar.

Så skulle det være i orden klokken 16.00 i Guldbergsalen (det grønne rum, vi har været i før)
Jeg kommer susende fra et møde i Odense, så måske skal vi satse på sodavand og lakridskonfekt?

Sådan var Charlotte, hun satte alt i bevægelse for at hjælpe, i sandhed en ildsjæl der brændte for sit fag og hvordan man kunne anvende digitale værktøjer i formidling på alle mulige og umulige måder.

Jeg husker ikke præcis hvornår jeg mødte Charlotte første gang, det har været en gang før 2010, det har sandsynligvis været i forbindelse med en fotosafari på Nationalmuseet som var arrangeret af Wikimedia Danmark.

Hendes humør var smittende.

Jeg husker dog Charlotte tydeligst fra #HACK4DK hvor hun kom med utrolig mange spændende ideer, jeg husker f.eks. at vi kiggede på kjoler, og hvordan man kunne lave søgealgoritmer der kunne finde kjoler i bestemte farver.

På nethinden ser jeg nu hendes storsmilende ansigt, i det jeg genkalder mig dengang hun proklamerede “at 1700-tallet var det BEDSTE århundrede”. (Hmm…Nu bliver jeg i tvivl, var det det 17-århundrede hun sagde).

De sidste par år mødtes jeg mest med Charlotte i det nu lukkede STORM20, et fantastisk historisk makerspace, hvor Wikimedia Danmark en hel del gange afholdt #Wikiwednesday, det var et dejligt sted.

Charlotte var og forbliver en kæmpe inspiration. Tak Charlotte.

Categories
'i dag' (Danish) Blogs Bookmarks Education/Undervisning Frivillig arbejde Historier/Stories Livet Politik

Afgørelse i forbindelse med min klage over Folketingsvalget 5. juni 2019 – Beslutningsforslag nr. B 1 Folketinget 2018-19 (2. samling) #dkpol

Scap - Pinocchio
Som den opmærksomme læser vil vide, så klagede jeg til Økonomi- og Indenrigsministeriet over valghandlingen på Skottegårdsskolen ved Folketingsvalget 5. juni 2019 , hvor det var helt klart at valglovens § 46 stk. 3, ikke blev overholdt.[1]

Nu har Folketinget behandlet klagerne. Jeg var en af kun 33 personer der klagede over valget, min klage findes på side 51 i Beslutningsforslag nr. B 1 Folketinget 2018-19 (2. samling) som klage nummer 26.

Udvalget tager det af Tårnby Kommune og Økonomi- og Indenrigsministeriet oplyste til efterretning og noterer sig, at kommunen har oplyst, at de tomme stemmekasser blev kontrolleret af vælgere inden afstemningens begyndelse.

Udvalget noterer sig endvidere Tårnby Kommunes beklagelse af, at en vælger har haft en oplevelse af at blive frataget muligheden for at se de tomme stemmekasser, og at kommunen ved det næste valg inden valgets begyndelse vil indskærpe reglerne over for alle, der deltager i valgets afvikling

Fint, og som i nok har opdaget så blev valget godkendt, andet ville nok også have været lidt for voldsomt, og jeg har nu aldrig mistænkt at der har været urent trav, og det er dejligt at Kommune og Folketing indskærpe proceduren.

Det der generer mig er dog følgende:

Tårnby Kommune har i anledning af klagen oplyst, at valgstyrerformanden og de fire administrative hjælpere på afstemningsstedet ikke er bekendt med, at en vælger ikke skulle have fået lov til at se de tomme stemmekasser

Der står jo ikke direkte at jeg lyver, men jeg henvendte mig nu direkte til valgstyrerformanden og blev kontant afvist med et nedladende “rolig nu”, men der er jo travlt på sådan en dag, så det er da klart at man kan glemme sådan en detalje i skyndingen.

Selv om jeg er skuffet over at Kommunen og valgstyrerformanden ikke lagde sig fladt ned, og at valgstyrerformanden påberåber sig “the fifth”, så er der jo præcedens for glemsomhed i politik.

Nå Kim Bach, Kastrup er nu en del af historien.

Hele svaret

26) Kim Bach, Kastrup, har klaget over, at han ikke fik mulighed for at kontrollere, at stemmekasserne på afstemningsstedet Skottegårdsskolen var tomme, inden valghandlingen begyndte på folketingsvalgdagen kl. 8.00. Kim Bach har oplyst, at han var på afstemningsstedet kl. 7.55, og at kontrol af stemmekasserne kan være sket, før han var til stede.

Tårnby Kommune har i anledning af klagen oplyst, at valgstyrerformanden og de fire administrative hjælpere på afstemningsstedet ikke er bekendt med, at en vælger ikke skulle have fået lov til at se de tomme stemmekasser. Kommunen har desuden oplyst, at det er beklageligt, at en vælger har haft en oplevelse af at blive frataget denne mulighed, og at kommunen ved det næste valg inden valgets begyndelse vil indskærpe reglerne over for alle, der deltager i valgets afvikling. Kommunen har endelig oplyst, at de tomme stemmekasser blev kontrolleret af vælgere inden afstemningens begyndelse.

Økonomi- og Indenrigsministeriet har oplyst, at det fremgår af § 45, stk. 2, i folketingsvalgloven, at kommunalbestyrelsen sørger for lokaler til afstemningen og for det fornødne antal stemmerum og stemmekasser. Stemmerum skal være indrettet således, at der kan afgives stemme, uden at andre kan se, hvorledes vælgeren stemmer. Stemmerum skal være forsynet med det fornødne udstyr til stemmeafgivning.

Stemmekasser skal være indrettet således, at ingen stemmeseddel kan tages ud, uden at stemmekassen åbnes. Stemmekasser skal kunne låses eller forsegles.

Ministeriet har desuden oplyst, at det fremgår af § 46, stk. 3, i folketingsvalgloven, at inden stemmeafgivningens begyndelse skal tilforordnede vælgere vise de tilstedeværende, at stemmekasserne er tomme. Derefter skal kasserne straks låses eller forsegles.

Valglovgivningen indeholder således regler om, at det skal kontrolleres, at stemmekasserne er tomme, før disse låses eller forsegles. Kontrollen skal ske, ved at tilforordnede vælgere skal vise de tilstedeværende, at stemmekasserne er tomme, før disse låses eller forsegles, og dette skal ske inden stemmeafgivningens begyndelse.

Med hensyn til klagen har ministeriet noteret sig, at Tårnby Kommune har oplyst, at det er beklageligt, at vælgeren har haft en oplevelse af at blive frataget muligheden for at se de tomme stemmekasser, og at kommunen ved det næste valg inden valgets begyndelse vil indskærpe reglerne over for alle, der deltager i valgets afvikling. Ministeriet har desuden noteret sig, at kommunen har oplyst, at de tomme stemmekasser blev kontrolleret af vælgere inden afstemningens begyndelse.

Tårnby Kommunes udtalelse har herefter ikke givet ministeriet anledning til bemærkninger.

Udvalget tager det af Tårnby Kommune og Økonomi- og Indenrigsministeriet oplyste til efterretning og noterer sig, at kommunen har oplyst, at de tomme stemmekasser blev kontrolleret af vælgere inden afstemningens begyndelse.

Udvalget noterer sig endvidere Tårnby Kommunes beklagelse af, at en vælger har haft en oplevelse af at blive frataget muligheden for at se de tomme stemmekasser, og at kommunen ved det næste valg inden valgets begyndelse vil indskærpe reglerne over for alle, der deltager i valgets afvikling.

Korrespondance med Økonomi- og Indenrigsministeriet

Nedenfor har jeg gengivet ordlyden i mine henvendelser til Økonomi- og Indenrigsministeriet. Ministereit tog ikke stilling til indholdet, men opfattede mine henvendelser som defacto klager, og sendte dem videre som en klage. Underligt system, men nok også et fornuftigt armslængdeprincip.

Jeg mangler kun selve kommunens svar, det kan jeg bede om aktindsigt i for at få, og det skulle være en formsag at få denne, men jeg forventer nu ikke at der står mere end der gør i lovteksten.

Ellers er jeg imponeret over hvor let det er at klage og hvor hurtigt der kommer svar. Man kan skrive direkte til myndighederne i Digital Post.

  1. Åbn Digital Post
  2. Vælg Skriv ny post
  3. I Til feltet vælger du Vælg modtager
  4. Søg på en postkasse, f.eks. Økonomi- og Indenrigsministeriet og tryk på Søg
  5. Vælg nu den relevante postkasse, i dette tilfælde Valgpostkasse

5. juni 2019 10:00 skrev jeg:

Emne: Spørgsmål vedr. valghandlingen på Skottegårdsskolen, Saltværksvej 63, 2770 Kastrup 5. juni 2019, i Københavns Storkreds, Tårnbykredsen, Skottegårdsskolen og åbningsproceduren

Hej Valgpostkasse
Jeg har et spørgsmål vedr. valghandlingen på Skottegårdsskolen, Saltværksvej 63, 2770 Kastrup 5. juni 2019, i Københavns Storkreds, Tårnbykredsen, Skottegårdsskolen
Jeg var tilstede da valghandlingen blev åbnet, og jeg er af den opfattelse at den var i strid med valglovens § 46 stk. 3, da jeg ikke blev givet muligheden for at kontrollere valgurnerne.
Direkte adspurgt, sagde valgbestyren til mig, noget i stil med “rolig nu”.
Da jeg gik sagde jeg “i kan ikke selv vælge de tilstedeværende”.
“Stk. 3. Inden stemmeafgivningens begyndelse skal tilforordnede vælgere vise de tilstedeværende, at stemmekasserne er tomme. Derefter skal kasserne straks låses eller forsegles.”
Der står dog ikke klart at denne kontrol skal foretages på det tidspunkt stemmeafgivningen påbegyndes, bare at den skal ske før kl. 8:00.
Da jeg først var på valgstedet kl. 7:55, kan det være sket før jeg var til stede, og det kan jo være i overensstemmelse med god åbningsprocedureskik.
For mig er det en essentiel del af min borgerlyst at deltage i denne del af valghandlingen, så jeg kunne bare tænke mig at vide om der har været tale om korrekt procedure, og om jeg skal gøre noget andet, end at møde op ved valghandlingens begyndelse, for at opnå denne glæde og det privelegie det er at kontrollere stemmeurnerne, ved det næste valg.
Venlig hilsen
Kim Bach
———-
5. juni 2019 14:15 skrev Økonomi- og Indenrigsministeriet:

Kære Kim Bach

Tak for din henvendelse.

Efter folketingsvalglovens § 46, stk. 1, begynder afstemninger, der finder sted på arbejdsdage kl. 8. Inden stemmeafgivningens begyndelse skal tilforordnede vælgere vise de tilstedeværende, at stemmekasserne er tomme. Derefter skal kasserne straks låses eller forsegles, jf. § 46, stk. 3.

Det kan oplyses, at enhver vælger kan klage over folketingsvalg. Det følger af folketingsvalglovens § 88. Klager skal sendes til Økonomi- og Indenrigsministeriet og afgøres af Folketinget. Klager skal være Økonomi- og Indenrigsministeriet i hænde senest ugedagen efter valgdagen, dvs. onsdag den 12. juni 2019. Hvis du ønsker, at din henvendelse skal behandles som en valgklage, bedes du give ministeriet besked herom senest den 12. juni 2019.

Med venlig hilsen
———-

6. juni 2019 10:00 skrev jeg:

Emne: Sv: Kim Bach: Spørgsmål vedr. valghandlingen

Kære Valgpostkasse,

Tak for svaret, jeg var bekendt med valgloven, jeg må antage at i ikke har hjemmel til at rådgive mig om hvorvidt min valgleder på Skottegården har overtrådt reglerne, og det har jeg fuld forståelse for.

Hvis jeg tager fejl, så ønsker jeg naturligvis ikke at klage, men ønsker blot at reglerne indskærpes.

Hvis i ikke kan oplyse på forhånd om reglerne er overholdt, eller kan henvise mig til en myndighed der kan, så ser jeg mig nødsaget til at overveje min stilling, og indgive en formel klage, med mængder af tidsspilde som resultat.

Venlig hilsen og på forhånd tak

Kim Bach
———-
7. juni 12:03 skrev Økonomi- og Indenrigsministeriet:

Kære Kim Bach

Økonomi- og Indenrigsministeriet opfatter din e-mail af 6. juni 2019, som en tilkendegivelse om, at du ønsker, at din henvendelse af 5. juni 2019 skal behandles som en klage over Tårnby Kommune i forbindelse med afholdelse af folketingsvalget den 5. juni 2019. Du har oplyst, at du ikke fik mulighed for at kontrollere, at stemmekasserne var tomme, inden valghandlingen begyndte.

Økonomi- og Indenrigsministeriet har i dag anmodet Tårnby Kommune om en udtalelse i anledning af din klage. Når udtalelsen fra Tårnby Kommune foreligger, vil din klage sammen med denne udtalelse blive oversendt til Folketinget, der træffer afgørelse vedrørende klager over folketingsvalg. Der henvises til § 88 i folketingsvalgsvalgloven (lovbekendtgørelse nr. 137 af 7. februar 2019).

Økonomi- og Indenrigsministeriet gør opmærksom på, at Folketinget som led i en godkendelse af valget udarbejder en betænkning, hvor de modtagne klager gennemgås. Betænkningen vil blive offentliggjort på Folketingets hjemmeside. Klageres navne, og hvilken by en klager bor i, vil fremgå af betænkningen. Klageskrivelser og myndigheders svar herpå vil ligeledes være offentligt tilgængelige på Folketingets hjemmeside.

Med venlig hilsen

Referencer

Eksterne henvisninger

Categories
'i dag' (Danish) Blogs Bookmarks Computere og Internet Education/Undervisning Frivillig arbejde Resources Technology Undervisning Wikipedia

Lær at skrive artikler til Wikipedia



Fredag den 29. marts 2019 gav jeg, ved et arrangementKøbenhavns Stadsarkiv, en kort introduktion til hvordan man kommer i gang med at skrive artikler til Wikipedia.

Det var en fantastisk ramme, og jeg elskede det.

Arrangementet var ganske velbesøgt, og jeg håber at jeg fik hjulpet deltagerne over wikipedias dørtærskel, der kan være ganske høj.

Nedenfor kan du finde min præsentation i flere formater og et kompendie

Hvis der er spørgsmål og kommentarer, så kan jeg f.eks. kontaktes gennem Wikipediamail og de “fleste andre steder”.

Brug frit indholdet af præsentationen, det er “fælled” dvs. offentligt/public domain.

Categories
'i dag' (Danish) Blogs Bookmarks

Anerkendelsesværdigt II

Et anerkendelsesværdigt formål

De maskerede demonstranter behøver dog ikke frygte for bøder til selve demonstrationen onsdag. Maskering af ansigtet er ifølge den nye lov tilladt, hvis det har et såkaldt anerkendelsesværdigt formål.

Fra Rigspolitiets vicepolitiinspektør Benny Ernst Øchkenholt lyder det, at de betragter demonstrationen som netop dette.

– Det er politiets vurdering, at det går ind under et anerkendelsesværdigt formål. Fordi det er en demonstration i medfør af grundlovs- og ytringsfrihed, som er rettet imod tildækningsforbuddet, og derfor vil det være naturligt, at deltagerne møder op tildækkede, siger vicepolitiinspektøren.

Det er til gengæld ikke tilfældet, når man går til og fra demonstrationen:

– Til og fra demonstrationen, hvis man færdes på offentlig vej eller i offentlige transportmidler, jamen så vil det ikke i sig selv være anerkendelsesværdigt. Der vil man kunne risikere at blive stoppet af politiet, og så er det op til politipatruljen på stedet at vurdere, hvordan situationen skal håndteres, siger Benny Ernst Øchkenholt.

Referencer

Se også

Categories
'i dag' (Danish) Blogs Bookmarks Humor Resources Udfordring Undervisning

Anerkendelsesværdigt


neatorama.com 65 Cosplay Pictures From San Diego Comic Con 2013

Forbuddet omfatter som udgangspunkt heller ikke eksempelvis kostumer og masker anvendt i forbindelse med karnevaller, fastelavn, halloween, udklædningsfester, sportsbegivenheder og lignende. Derudover omfatter forbuddet ikke anvendelse af eksempelvis masker og hjelme i forbindelse med jagt, fiskeri, sportsudøvelse og lignende – f.eks. sikkerheds- eller camouflageudstyr – hvis det efter omstændighederne foregår på en sædvanlig og rimelig måde.1

Se også

Referencer

Eksterne henvisninger

Categories
'i dag' (Danish) Blogs Bookmarks Udfordring

“Kanonføde”

4.04 Overenskomst Not Found

Information bragte 25. marts 2018 en meget fin artikel af Erik Herss “Offentligt ansatte bliver brugt som kanonføde i en konflikt med tre usolidariske og ligegyldige krav”, om den måske kommende storkonflikt i den offentlige sektor, en konflikt jeg er varslet om kommer til at omfatte mig.

Jeg er sådan set enig i artiklens analysen, og dette er faktisk hvad det handler om for mig.

“Jeg har fuld forståelse for, at mange er utilfredse med både arbejdsvilkår, et stresset arbejdstempo, dårligt psykisk arbejdsmiljø, lønninger, der ikke er for høje – slet ikke for de lavestlønnede ­- utidig kontrol af arbejde, opskruet arbejdstempo, indskrænkninger i friheden (for eksempel rygeforbud mv.), ’tag selv bord’ for de højestlønnede ved lønforhandlinger, bonusordninger til chefer, der ikke er det værd, manglende ligeløn, og jeg kunne blive ved. Men det er jo netop ikke disse forhold, der er en del af konflikten.”

Derudover er det faktuelt forkert at der ikke forhandles om de ting, men der bliver ikke plads til ufaglærte som mig, for øverst i afsnittet “Højere basisløn og andre krav” står der dette:

Blandt de øvrige krav til forbedring af organisationsaftalerne gælder nogle for alle medlemsgrupper – det vil sige både kontorfunktionærer, laboranter og it-folk. Det drejer sig om blandt andet:

Stramning af overenskomstens bestemmelser om fortrinsvis at ansætte uddannet personale. Nu står der i aftalen, at der fortrinsvis bør ansættes uddannede. Kravet er, at der kommer til at stå skal.

Jeg skal vist lige tale med tillidsrepræsentanten om at være en usolidarisk løntrykker.

Til sidst:

Og så vil jeg opfordre medlemmerne til at kræve, at de bliver spurgt, om de vil i konflikt, inden den iværksættes.

Ja, det kunne da være rart, men så kan man jo også melde sig ud og tage en for holdet, ved at blive lockoutet (ja, ja ved godt at det ikke er et valg man reelt har). En fagforening er ikke basisdemokratisk og mon ikke repræsentanterne er repræsentative?

Eksterne henvisninger